fredag, oktober 30th, 2015

Demokrati, dialog og uddannelse: Eller hvordan Esben Lunde Larsen udviser den guddommelige magts arrogance

“Politik er krig uden blodsudgydelser, mens krig er politik med blodsudgydelser”. Mao Zedong (1893-1976).

Nok kan det går voldsomt for sig i dansk politik, men der er alligevel nogle fænomener, hvor de folkevalgte kan finde fælles fodslag. Her tænkes først og fremmest på demokrati, for vi lever jo i et demokratisk samfund. Med mindre man taler mod de folkevalgtes overbevisninger. Så er det okay, at man får frataget det statsborgerskab, man har fået lovning på: “McKhaderism” er et nyt begreb, men hører en anden diskussion til.

Dialog står ligeledes centralt, jævnfør demokratiets grundsten, ytringsfrihed, også når man taler om et andet område: Uddannelse! Her står politikerne i kø for at fremhæve fænomenets utrolige og tilnærmelsesvis uudtømmelige potentiale for at få individet til at leve et bedre og frem for alt, mere produktivt liv. Det dannede menneske, er et demokratisk menneske og med demokratisk, menes der naturligvis produktivt.

Derfor kan det undre, at regeringen har støvet grønthøsteren af i sin spareøvelse, hvor hver uddannelsesinstitution de næste fire år skal spare 2 procent om året, hvilket betyder, at uddannelsesområdet skønnes at få 8,7 milliarder kroner mindre til rådighed. Den slags skaber selvfølgelig røre blandt befolkningen, der heldigvis nyder godt af et uddannelsessystem frit for alle.

Den 28. august 2015 tog uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) sig tid til at svare på ovenstående besparelser ved at betegne af uddannelsesstederne som “kornfede institutioner“. Det kostede ham et samråd, men der faldt ro på området.

Lige indtil den 29. oktober 2015, forud for en annonceret demonstration, hvor studerende ville vise deres utilfredshed med nævnte besparelser. Uddannelsesministeren gik til medierne og havde følgende kommentar:  “Jeg anerkender ikke, at vi får en dårligere uddannelse eller at kvaliteten forsvinder. Det gør jeg simpelthen ikke”.

Samme dag følger Venstres ordfører for ungdomsuddannelser, Peter Juel Jensen op med at påpege: “Vi har forkælet ungdomsuddannelserne i rigtig mange år, nu har vi brug for at prioritere anderledes i samfundet”.

Nå ja, så er der også noget med at uddannelsesministeren takkede nej til at debattere besparelserne på et stormøde, arrangeret af Københavns Universitet, da ministeren sad i finanslovsforhandlinger. Kun for at poste et billede af sig selv iført smoking til premieren på “James Bond: Spectre”, der fandt sted selvsamme aften. Prioriteterne skal prioriteres i et demokratisk samfund, der vægter dialog og uddannelse.

Så hvor er vi som samfund nu, når demokrati, uddannelse og dialog fremhæves som altafgørende for det danske samfund, herunder varetagelsen af konkurrencestatens produktion af effektiv og billig arbejdskraft?

Men bre rolig, kære regering. Det er tydeligt, at I ikke ønsker befolkningen skal blive klogere igennem deres vej i et kvalitetsmæssigt forsvarligt uddannelsessystem, men jeres spareøvelser er skønne spildte kræfter: Det var jo selvsamme befolkning, der valgte jer til at varetage deres interesser.

mandag, september 28th, 2015

Hulemanden i sin hule

Kære læsere

…vent lidt, det bør rettes.

Kære læser

Hvis du undrer dig over den manglende aktivitet her på bloggen, så har du for megen fritid og bør bruge den på mere frugtbare udfoldelser end at læse med her.

Nuvel, hvis du alligevel insistere på at lade dit liv hensygne her, skal det stå dig frit for og er du nået så langt, bør du vel have en forklaring på førnævnte fravær af skriverier. Thi, Hulemanden har hverken, 7-9-13, brækket sine fingre, slået hovedet eller blevet kureret for den permanente skrivekløe. For han er i live! Altså bag sin skærm, med fingrene på tasterne og de arbejder på et skønlitterært bogmanuskript, noget som har stået på siden julen 2013. Siger du, at vi nærmer os to år? Det er korrekt og der sigtes mod at sende til intetanende forlag omkring netop 2-årsdagen for påbegyndelsen af, hvad der kunne blive en murstensroman, dørstopper eller brevpresser.

Jeg skal bare lige have skrevet den endelige version færdig…

I mellemtiden kan jeg følges på Twitter, hvor 140 tegn er lige til at overkomme her i redigeringsprocessen af nævnte manuskript. Et ubetænksomt menneske havde taget mit alias, så find mig som HulemandenDK her. God fornøjelse og prøv nu at finde noget andet at lave.

 

onsdag, april 8th, 2015

Vild med politik: Eller hvordan det politiske system bliver udhulet af linselus

For et år siden offentliggjorde sociologi, fag- og skønlitteraturforfatter Henrik Dahl sit kandidatur for Liberal Alliance. Nu er tiden så kommet til en ny kendis i form af Charlotte Bircow. Hermed skriver Bircow sig ind i en lang række af berømtheder, der alle har det til fælles, at de forlænger mediernes interesse i dem ved deres indmeldelse i partiet. Et parti som nu minder mere om et reality show for V.I.P. end om mennesker med politiske visioner for det gode samfund. Formand Anders Samuelsen og hans kamphund, Ole Birk Olesen, må efterhånden føle sig uden for i det glamourøse selskab.

Nuvel, nu til seneste deltager i “Vild med politik”: Charlotte Bircow Næss-Schmidt er foredragsholder og sundhedsekspert, men allerførst sprang hun frem i befolkningens bevidsthed som en uhyre entusiastisk fitnesstræner med sit koncept “Balder af stål”. Ifølge eget udsagn, stod Bircow bag de første fitnesscentre, instruktøruddannelser og introducerede træningsformen spinning i Norden. I dag har hun solgt over 1,5 millioner fitnessvideoer og skrevet 7 bøger om sundhed.

Det hele startede tilbage i maj 2007, hvor Ny Alliance blev formet med Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen i spidsen. Her betegnede partiet sig som et midteropgør imod blokpolitik. I august 2008 skiftede man navn til Liberal Alliance.

Herefter følger en gennemgang af de kendisser, der alle har valgt at stille op for Liberal Alliance, men ikke alle har lige stor succes med at skifte scene.

Simon Emil Ammtizbøll (Juni 2009 – ). Simon Emil er tidligere folketingsmedlem fra de Radikale, men han kom først frem i bevidstheden hos befolkningen som motorisk udfordret fodboldspiller i satireprogrammet FC Zulu. Siden da tog den politiske karriere fart, da nogle vælgere åbenbart kunne identificere sig med Simon Emils boldomgang. Han var i et par sekunder formand for partiet Borgerligt Centrum.

Malou Aamund (November 2007 – februar 2008). Hvor meget end jeg prøver at strække begrebet politiker, så knækker det og efterlader Malou nede i pølen med kendisser. Helt tilbage i 1990 var Malou nemlig kæreste med hele Danmarks Kronprins Frederik. Og så er hun datter af Asger. Ja, det er rigtigt, manden som er gået konkurs og besidder en personlig gæld større end det årlige budget for kontanthjælp, men alligevel mener, at han kan og SKAL rådgive ledige i deres jagt på beskæftigelse. Jo, Malou er skam en vaskeægte og meget moderne kendis. Og så har hun også været omkring Venstre før hun scorede en direktørstilling hos Microsoft.

Jørgen Poulsen (November 2007 – juni 2008). Jørgen gik og passede sig selv som generalsekretær for Dansk Røde Kors og nød stor anseelse blandt befolkningen. Men så blev han kåret som den mest troværdige leder og så var han skæbne besejlet. Han stillede op for Ny Alliance, kiksede fælt og blev ekskluderet under et år senere. Siden stillede han op for de Radikale og er der, vist nok, stadig.

Thyra Frank (Februar 2011 – ). Thyra er karismatisk, humoristisk og fanden-i-voldsk med en stor kærlighed til samfundets svage. Noget som hun igen og igen viste som leder af plejehjemmet Lotte, hvor hun blev blevet belønnet med adskillige priser for sit arbejde med at give de ældre medborgere deres værdighed igen. Hun var en hyppig gæst i medierne og talte varmt og passioneret for “et liv et før døden” og “retten til en værdig alderdom”. Men så stillede hun op for Liberal Alliance, udtalte sig et par gange og nu er så tavs i en grad, man ikke troede muligt hvis man har oplevet denne livsbekræftende person. Kendis i sin egen ret, men er endt i glemslen som Jørgen Poulsen.

Joachim B. Olsen (November 2011 – ). Joachim fik udbetalt støtte fra Dansk Atletik Forbund, men ville ikke kaste med kugler længere og begyndte derfor at kurtisere det politiske system, der meget villigt åbnede sine….arme. Først til Socialdemokraterne, men så bød Liberal Alliance sig til og siden er Joachims profil som liberal politiker vokset og vokset. Tillige har den officielle partiformand Anders Samuelsen viet Joachim til hans kone, kollegaen fra atletikkens verden, Karen Westgaard i 2013. Joachim har i særdeleshed gjort sig bemærket med kontroversielle udtalelser, bl.a. om flerkoneri, at social dumping ikke er et problem og at hvis danskere ikke har råd til at holde jul, er det deres egen skyld. Hertil kommer, at Joachim har optrådt i “Hvem vil være millionær”, “Vild med dans”, “Zulu djævleræs”, “4-stjernes middag”, “Zulu Kvægræs”, “Fangerne på fortet” og “Pokerfjæs”. Jo, Joachim formår i sandhed at tæmme medierne og styrke sin status som kendis. Det er sandsynligvis her, at Bircow for alvor kan finde en meningsfælle, da de begge har opdyrket deres egen fysik og ved hvad der kræves for at få en stærk krop. Det sjælelige aspekt syntes mindre relevant.

Henrik Dahl (April 2014- ). Mest kendt som en sociolog, der mere end gerne stillede sig op i medierne og luftede sin fine næse for retorik og formidlede på en seervenlig måde. Siden da har Dahl slået op med kæresten Christina Antorini og mest gjort sig som kritiker af venstrefløjen, herunder sin kæphest om en elitær venstreorienteret konspiration. Han fik på ny tilranet sig mediernes opmærksomhed, da hans nedsablede debutroman, fik ham til at kræve en klageinstans for dårlige anmeldelser. Som sidegesjæft, er Dahl oplægsholder, en karriere som siden kandidaturet for Liberal Alliance er gået lidt i stå. Noget som Dahl klandrer andre for og ikke markedskræfterne, der ikke vil betale for et partsindlæg fra en politiker. Noget som Bircow måske også skal forberede sig på og kan danne en alliance med Dahl om markedskræfternes uretfærdigheder.

Alt i alt, kommer Charlotte Bircow i godt selskab, hvor hun nok skal trives, både som kendis og liberal. Spændende bliver det om hun kan huske sin egen pointe,”Modgang gør stærk, siger man – Ja tak, siger jeg – kun når vi er rustet til det”, hvis hun en dag når til toppen af dansk politik.

Og fremtiden for partiet? Hvem ved, hvis du netop har slukket for enten X-Factor eller Paradise Hotel, har du måske set næste kandidat for Liberal Alliance.

mandag, marts 9th, 2015

Er jeg er en celebrity?

Nu gik den ikke længere. Det startede tilbage i 2002, først i England og året efter i USA, og nu har fænomenet fundet vej til Danmark, tretten år efter. Der er tale om reality programmet ”I’m a Celebrity…Get Me Out of Here!”, og på dansk: ”Jeg er en celebrity – få mig væk herfra”. Og hvem andre end TV3 har taget for sig af retterne og serverer ikke færre end ti berømtheder i et gennemprøvet koncept. De kendte er sammen med et tv-hold sendt ind i en jungle i Sydafrika. Her skal de kæmpe om, hvem der kan holde til fleste fysiske og mentale udfordringer.

Men nu anvender man ikke begrebet berømthed i den danske udgave af programmet, men i stedet det engelske celebrity. Er der en bagvedliggende årsag til det eller er det for at sikre den røde tråd fra programmets engelske oprindelse?

Det kan måske besvares ved at kigge nærmere på første sæson af den danske version og hvilke deltagere man har kunne tiltrække. Listen er som følger med en lille beskrivelse af den enkelte deltagers vej til berømmelse:

Henrik Qvortrup (født 1963). Ja, hvor skal man egentligt starte med Qvortrup? I bund er han vel egentligt blot en journalist, men så alligevel ikke. Fra 1998 til 2000 var Qvortrup spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, herefter var han chefredaktør for ugebladet Se og Hør, i perioden 2001 til 2008. Derefter indtog han posten som politisk redaktør hos TV 2 indtil han i 2011 blev politisk kommentator. Lige indtil foråret 2014, hvor han efter Se og Hør-sagen valgte at trække sig. Han ernærer sig nu som politisk analytiker for gratisavisen MetroXpress.

Anni Fønsby (født 1972). Hvem spørger du? Fønsby er er en tidligere fotomodel af den afklædte slags, men er vel nok mest kendt for sit forhold til Erik Damgaard, en erhvervsmand. Samme var parret hovedpersonerne i tv-programmet “Erik og Anni goes to Hollywood” på Kanal 4. Nå ja, Fønsby er ligeledes I 2005 blevet idømt et års betinget fængsel for rufferi og så igen i 2010 blev hun idømt to års ubetinget fængsel, igen for rufferi.

Jesper Skibby (født 1964). Han er en tidligere professionel dansk cykelrytter og har deltaget elleve gange i Tour de France og færdiggjort løbet otte gange med en etapesejr til følge. Derudover en etapesejr i Giro d’Italia og tre vundne etaper i Vuelta a España. Skibby var vellidt i medierne for sin kækhed, men som ovenstående viser, stod karrieren ikke mål med populariteten. Efter den karriere var forbi, erkendte Skibby at have haft et systematisk brug af doping.

Margrethe Koyto (født 1946). Igen spørges der hvem? Jo, skuespillerinden Koyto blev landskendt via sin rolle som radiooperatøren Lizzie Boye-Larsen i tv-serien TAXA (1997-1999). Siden da har hun haft biroller i film og tv-serier.

Amin Jensen (født 1970). Primært en komiker, men Jensen har også gjort sig som skuespiller, særligt som den danske stemme bag den grønne trold, Shrek. Rollen som vært er heller ikke Jensen fremmed, hvor ”Hit med sangen” bragte ham ind i stuen hos en del seere i perioden 2000-2004. Senere har Jensen været med i ”Fangerne på fortet”, ”Til middag hos…”, ” 4-stjerners middag” og ”Masterchef”.

Stine Kronborg (født 1979). Kronborg har en bred palet af optrædener i medierne. Hun været med i pigegruppen Fem@le, vært på The Voice Tv, deltaget i ”Fangerne på Fortet”, ”Zulu Djævleræs” og ” Paradise Hotel”. Kronborg er nu bosat i Australien og dernede har hun vundet titler ”Hottie of the year 2011”, ”Miss Burlesque Melbourne 2012” og ”Miss Nude Sydney 2012”.

Gustav Salinas (født 1990). Ja, hvis man blot tilnærmelsesvis følger med i sendefladen på TV3, har Salinas – kendt som Gustav, helt uden et efternavn i lighed med Madonna, Cher og Shakira – dukket op adskillige gange. Ingen ved hvad han egentligt er kendt for, men alligevel har Gustav været med i ”Dagens Mand” (TV 2), ”Wipeout” (Kanal 5), ”Divaer i junglen”, ”For lækker til Love”, ”Gustav & Linse på udebane”, ”For Lækker til København” og ”Stjerner på væggen” (alle TV3). Vi har altså en gedigen veteran inden for reality tv.

Sisse Marie Søby (født 1985). Ikke helt som Madonna et al, men Sisse Mare har to fornavne. Hun vandt i 2001 som 15-årig MGP med et album til følge og tolv år senere udkom hendes hidtil seneste album. Desuden har Sisse Marie gjort sig som model og vært på den danske udgave af MTV.

Torben Chris (født 1977). Den anden komiker foruden Amin Jensen, Chris er kendt fra DM i stand-up 2003, ”Comedy Fight Club” på TV 2 Zulu og vært på Comedy Zoo. Han optræder rundt i landet og har også været vært for ”Comedy Aid” i 2014.

Inez Gavilanes Granda (født 1977). Bedre kendt som blot Inez, var hun fra 2008 til 2010 medlem af pigegruppen Sukkerchok, der sang temaet til realityserien Paradise Hotel i 2009. Hendes cv indeholder også en del optrædener i beslægtede programmer: ”Zulu Djævleræs”, ”4-Stjerners Middag”, ”Zulu Kvæg-ræs” og ”Masterchef”.

Der har vi så deltagerne i det nye reality program ”Jeg er en celebrity – få mig væk herfra”. Så kan du læse listen igennem igen og se om du kan få øje på en deltager, der har markeret sig for noget som kræver talent, udover at skabe sig og/eller smide tøjet eller hvis deltagelse ikke skriger af en ubændig trang til opmærksomhed, noget de engang fik for en del år siden. Javel, Amin Jensen har da lagt stemme til en kæmpe succes og været det joviale samlingspunkt for hyggelig familieunderholdning. Men karakteristisk for deltagerne, er at de er ét stop fra kendissernes lodseplads og en del af dem har efterhånden opbrugt deres sparsomme talent, og har udpint seernes koncentrationsevne.

Nu er de altså samlet i det samme program og skal dyste om det dyrebareste de kender: Mediernes fokus på deres person. Nogle har brændt broer trods en lovende karriere, som fx Qvortrup, andre har skabt en karriere ud af ingenting, særligt tænkes der på Gustav mens størstedelen blot svæver et sted mellem ligegyldighed og en kortvarig, men afhængighedsskabende plads i rampelyset.

Så tillad mig at byde ind med en alternativ titel til nærværende program: ”Jeg er en stakkel – få mig væk fra rampelyset”.

lørdag, december 6th, 2014

Mordet på Julemanden: En retro-historie fra 1991

Det var en kold og regnfuld aften. Termometeret viste -20 grader. Julemanden sad i sit værksted og lavede gaver, da en mørk skikkelse kom ind i værkstedet, man kan kun se de hvide, spidse tænder, der glinsede i det svage lys. Julemanden hørte intet. Pludselig blev han dolket i ryggen, hans hvide skæg blev rødt som blod. Hurtigt forsvandt den mørke skikkelse væk fra værkstedet,

Om morgenen kom nogle af hans små nisser hen til hans værksted. Da de trådte ind, så de den døende Julemand. Hurtigt for nisserne hen til ham og spurgte: ”Hvad er der dog sket med dig?” Og Julemanden svarede dem: ”J-j-jeg sad og lavede gaver, og lige med ét blev jeg dolket i ryggen. Jeg så kun, at han havde spidse, hvide tænder, støn, nu må I lave gaverne færdige, og I skal skynde jer, I har kun 2 dage. Host, host, støn”. Og så døde han og nisserne begyndte at græde over, at Julemanden var død. Men så sagde en af nisserne: ”Jeg vil finde han morder, om det så skal blive det sidste, jeg gør.”

Så tager den lille nisse Fimpe ud i verdenen for at finde morderen. Han flyver fra Grønland til Jylland. Da han kommer til Jylland, går han ind på en tankstation og spørger: ”Har De set en mærkelig mand med spidse tænder?” og jyden svarer: ”Noj, det har jæ’ ik’, mæn do ka’ spøre over på politistationen, så ka’ de nok si’ naj nojet.” Men Fimpe fatter ikke noget af det, og han tænker: ”Mon de taler tysk?

Så flyver Fimpe videre til København. Der kan han få svar. Han spørger på politistationen. Politimesteren siger til Fimpe: ”Jo, det har vi godt nok, men han smuttede hurtigt igen, han skulle vist til Italien.” ”Tak” siger Fimpe og går. Da han kommer til Italien, får han et problem, han kan ikke tale italiensk. Han prøver med engelsk, og det går udmærket. En dag Fimpe går rundt i byen, får han øje på en mand med spidse tænder. Hurtigt løber han efter manden, men manden ser ham og begynder at løbe væk, og han forsvinder. Fimpe spørger, hvem den mand var og får at vide, at han hedder Viktor Blood, og at han er englænder, men de ved ikke, hvor han bor.

Nu begynder jagten på morderen. Fimpe leder over alt. På diskoteker, barer, natklubber osv., men han er som sunket i jorden.

Da han undersøger den sidste bar, ser han Blood, der sidder ved baren. Han skynder sig hen til ham og siger til ham: ”Dit store møgsvin,” Fimpes vrede er stor. ”Du dræbte Julemanden, det skal du få betalt.” Men Blood siger: ”Ha ha ha, Julemanden, er du ikke lidt for stor til at tro på ham hæ hæ hæ?” Men det bliver Fimpe sur over, så pander Fimpe Blood sådan en, at to af hans tænder flyver væk. Men da han vil slå ham igen, kommer to betjente og griber Fimpe, men Fimpe slår fra sig, så betjentene bliver nødt til at slå igen. Da Fimpe vågner, har han ondt i hovedet og er i en celle. Hvad skal han nu gøre?

Han kan heldigvis betale sig fri, og det gør han.

Han husker godt, hvad baren hedder, den hedder vist ”Late Night”. Næste aften går han hen til baren igen. Men denne gang er der ikke noget politi, og der sidder Blood, og er sur over, at hans tænder er slået ud. Fimpe går over til ham og trækker en pistol og siger: ”Nu kommer du med mig, Blood” og det gør Blood. Så flyver de hjem til Grønland.

Nisserne bliver glade for at se Fimpe. Hvad angår Blood, bliver han hængt i det nærmeste træ. De kan lige nå at lave gaverne og få dem bragt ud. Og så bliver det juleaften. Alle nisserne var glade, de spiser en masse mad, men de savner Julemanden. Og Blood hænger der endnu.

[Ovenstående julehistorie er skrevet i efteråret 1991 af en meget ung Hulemanden, der gik i 8.b. Glædelig jul.]

tirsdag, april 29th, 2014

Dagens ord: Spændetrøjeslogik

Henrik Dahl har offentliggjort sit kandidatur for Liberal Alliance. Dermed skriver sociologi, fag- og skønlitteraturforfatter Dahl sig ind i en perlerække af kendisser, der alle har betrådt de bonede gulve for partiet.

Det hele startede tilbage i maj 2007, hvor Ny Alliance blev formet med Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen i spidsen. Her betegnede partiet sig som et midteropgør imod blokpolitik. I august 2008 skiftede man navn til Liberal Alliance.

Nu følger et rædselskabinet af kendisser, der alle har det til fælles at stille op for Liberal Alliance. Med stor variation i evnen til at begå sig i de nye omgivelser, bedre kendt som det politiske system.

Simon Emil Ammtizbøll (Juni 2009 – ). Simon Emil er tidligere folketingsmedlem fra de Radikale, men han kom først frem i bevidstheden hos befolkningen som motorisk udfordret fodboldspiller i satireprogrammet FC Zulu. Siden da tog den politiske karriere fart, da nogle vælgere åbenbart kunne identificere sig med Simon Emils boldomgang. Han var i et par sekunder formand for partiet Borgerligt Centrum.

Malou Aamund (November 2007 – februar 2008). Hvor meget end jeg prøver at strække begrebet politiker, så knækker det og efterlader Malou nede i pølen med kendisser. Helt tilbage i 1990 var Malou nemlig kæreste med hele Danmarks Kronprins Frederik. Og så er hun datter af Asger. Ja, det er rigtigt, manden som har gået konkurs og besidder en personlig gæld større end det årlige budget for kontanthjælp, men alligevel mener, at han kan og SKAL rådgive ledige i deres jagt på beskæftigelse. Jo, Malou er skam en vaskeægte og meget moderne kendis. Og så har hun også været omkring Venstre før hun scorede en direktørstilling hos Microsoft.

Jørgen Poulsen (November 2007 – juni 2008). Jørgen gik og passede sig selv som generalsekretær for Dansk Røde Kors og nød stor anseelse blandt befolkningen. Men så blev han kåret som den mest troværdige leder og så var han skæbne besejlet. Han stillede op for Ny Alliance, kiksede fælt og blev ekskluderet under et år senere. Siden stillede han op for de Radikale og er der, vist nok, stadig.

Thyra Frank (Februar 2011 – ). Thyra er karismatisk, humoristisk og fanden-i-voldsk med en stor kærlighed til samfundets svage. Noget som hun igen og igen viste som leder af plejehjemmet Lotte, hvor hun blev blevet belønnet med adskillige priser for sit arbejde med at give de ældre medborgere deres værdighed igen. Hun var en hyppig gæst i medierne og talte varmt og passioneret for “et liv et før døden” og “retten til en værdig alderdom”. Men så stillede hun op for Liberal Alliance, udtalte sig et par gange og nu er så tavs i en grad, man ikke troede muligt hvis man har oplevet denne livsbekræftende person. Kendis i sin egen ret, men er endt i glemslen som Jørgen Poulsen.

Joachim B. Olsen (November 2011 – ). Joachim ville ikke kaste med kugler længere og begyndte derfor at kurtisere det politiske system, der meget villigt åbnede sine….arme. Først til Socialdemokraterne, men så bød Liberal Alliance sig til og siden er Joachims profil som liberal politiker vokset og vokset. Tillige har den officielle partiformand Anders Samuelsen viet Joachim til hans kone, kollegaen fra atletikkens verden, Karen Westgaard i 2013. Joachim har i særdeleshed gjort sig bemærket med kontroversielle udtalelser, bl.a. om flerkoneri, at social dumping ikke er et problem og at hvis danskere ikke har råd til at holde jul, er det deres egen skyld. Hertil kommer, at Joachim har optrådt i “Hvem vil være millionær”, “Vild med dans”, “Zulu djævleræs”, “4-stjernes middag”, “Zulu Kvægræs”, “Fangerne på fortet” og “Pokerfjæs”. Jo, Joachim formår i sandhed at tæmme medierne og styrke sin status som kendis.

Det er netop her ved den sidstnævnte kendis, at Henrik Dahl får sin største udfordring. Joachim kan om nogen matche Henriks spændetrøjelogik, hvor hans kæphest om en elitær venstreorienteret konspiration og en klageinstans for dårlige anmeldelser, blegner ved sammenligning.

Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Liberal Alliance har ressourcer nok til at huse to mestre i denne form for virkelighedsopfattelse, og hvis ikke, spytter den reelle partiformand, Lars Seier Christensen fra Saxo Bank flere penge i partiet. Som bekendt er der ingen finanskrise i finanssektoren.

Så alt i alt, er Henrik kommet i godt selskab, hvor han nok skal trives, både som kendis og liberal. Næste kandidat for Liberal Alliance, spørger du? Se i retning af X-Factor eller Paradise Hotel.

fredag, april 25th, 2014

Demokratiets fløjte

Med mindre man som dansker har levet i Ukraine, Nordkorea eller Sudan den seneste uge, har man næppe gået glip af debatten om den planlagte fløjten 1. maj. Ganske kort, har den yderste venstrefløj (vel sagtens den eneste venstrefløj på nuværende tidspunkt) varslet at man ved en demonstration vil overdøve statsministerens tale i Fælledparken den 1. maj, bedre kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag, med en højlydt fløjten. Dette arrangement har fået hård kritik, særligt fra Folketingets politikere, der har kaldt arrangørerne alt lige fra halvhjerner til antidemokrater.

Så nu handler debatten om hvorvidt det er udemokratisk eller om denne del af det politiske spektre faktisk er i besiddelse i begge hjernehalvdele. Og så ikke et ord om, at det kan fremkomme hyklerisk når en statsleder står i spidsen for en regerings arbejderfjendske politik og alligevel ønsker at give den som en af arbejdernes forkæmpere.  Der skal heller ikke luftes det perspektiv, at demonstrationen kan ses som en udtalt frustration overfor det politiske system. Hvert fjerde år indtager Folketingets politikere du-stillingen for at lytte til folkets meninger, komme med løfter og visioner for det gode samfund.

Så snart valgresultatet er bekræftet, tager politikerne selvsamme maske af og det der gemmer sig bag den maske, er ikke for børn og sarte sjæle. Kontanthjælpsreform, skattelettelser for de rigeste og de røde vælgere tjekker om de mon var ramt af et akut tilfælde af farveblindhed inde i stemmeboksen.

Tilbage til demokratiet og fløjteriet den 1. maj. Som oplagt satire, blev en talskvinde for demonstrationen inviteret ind for at deltage i programmet “Dårligt Nyt” på DR. Her blev talskvinden mødt af….en konstant fløjten, der ikke gav hende muligheden for at få et ord indført. Oplagt, frydefuldt, men ikke ligefrem sammenligneligt. En talsperson fra en undergrundsbevægelse overfor lederen af et vestligt demokrati. Hvem har modet til at hævde, at Helle Thorning-Schmidt generelt ikke får taletid? For ikke at tale om de to personers mulighed for at forme det gode samfund efter deres indre stemme.

Satiren har fået landets politikere til at fylde de sociale medier med deres lårklaskende, frydefulde kommentarer. Her kommer et lille uddrag. Efterfulgt af min perspektivering.

Ida Auken fra De Radikale på Facebook: “Jeg var død af grin da jeg så den. Bedste demonstration af hvorfor Holger K. havde ret, da han kaldte fløjteaktivisternes plan 1. maj for halvhjernet”.
Ja, det er selvsamme Ida Auken som forlod Socialistisk Folkeparti, da partiet trak sig fra regeringen, for alvor var i krise og havde brug for hende. For at gøre karriere i De Radikale som politiker i regering og som partiets erhvervsordfører og EU-ordfører. Tillad en ydmyg vælger som undertegnede, at trække på smilebåndet når Ida istemmer at kalde folk for halvhjerner. Her kunne man kalde Ida Auken for en halvhjertet person? Og da Ida blev kritiseret for at forlade den synkende skude, måtte Mor Margrete komme sin curlingpoltiker til undsætning.

Astrid Krag fra Socialdemokratiet på Twitter: “Skulle vi ikke bare blive enige om at lægge fløjterne? Med mindre det en blokfløjte, du hedder Petri, og der er julemesse”.
Efterfulgt af en blinkende smiley. Ren klasse. På samme måde som Ida, valgte Astrid at forlade samme parti i samme situation. Dog til fordel for Socialdemokratiet. Måske skulle Astrid lægge karrieren og ambitionerne på køl efter hun ikke repræsenterer det parti som da vælgerne stemte på hende?

Jesper Petersen fra Socialdemokratiet på Facebook: ” Det her klip fra ‘Dårligt nyt’ siger da det hele. Fløjte-sabotørerne bryder sig ikke om deres egen medicin, lader det til… Kunne de der udemokratiske og barnlige typer, der angiveligt vil knægte statsministerens ytringsfrihed og ødelægge 1. maj for alle andre med deres fjollede fløjteaktion ikke lige tænke sig om én gang til, opføre sig lidt civiliseret – eller måske bare blive væk, hvis ikke de vil høre taleren på programmet?”
Kære Jesper, hvor demokratisk er det at forlade det parti, du repræsenterede da krydset skulle sættes, når karrierens stige skal bestiges. [Se Ida og Astrid] For at blive finansordfører for Socialdemokratiet. Måske er det bedre hvis  de udemokratiske og barnlige typer bliver væk fra stemmestederne næste gang og sørger for, at du ikke bliver valgt og dermed bliver ramt det eneste sted du har kært. Pungen. Til penge.

Tilgiv mig, kære toppolitikere. Jeg har faktisk sympati for, at nogen på en fredlig måde lufter deres frustrationer over, at I ikke lytter, viser deres desperation over, at I bryder jeres løfter og sætter lyd på deres foragt overfor jeres manglende integritet.

Hvis demokratiets fløjte lyder mere falsk end nogensinde før, er det med jer som musikanter.

mandag, december 23rd, 2013

At være eller ikke at være. En hundelort.

I forlængelse af kontanthjælpsreformen, der træder i kraft d. 1. januar 2014, kører Jyllands Posten et tema om reformens konsekvenser. En af dem er ordningen, der sender kontanthjælpsmodtagere i nyttejobs. Logikken bag, er at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for den ydelse de modtager fra staten.

Logikken står i kontrast til den famøse aktiveringsordning, der f.eks. sørgede for at en kontanthjælpsmodtager skulle flytte en bunke brænde den ene dag, og dagen efter skulle flytte brændet tilbage, hvor det stod den foregående dag. Kontanthjælpsmodtagere skal altså nu gøre nytte og bidrage til samfundet.

Nuvel, tilbage til den omtalte avis og deres tema. I en artikel fremhæves følgende typer nyttejobs: Afspritte dørhåndtag, tælle biler, rengøre legetøj i dagsinstitutioner og samle hundelorte op. Naturligvis er sidstnævnte job det mest kontroversielle. Særligt yngre kontanthjælpsmodtagere finder det ydmygende at samle hundelorte op i denne sammenhæng. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mener, at den tilgang afslører en mangel på respekt for folk, der knokler hårdt i ubekvemme job: “Det er skræmmende, for det er først og fremmest udtryk for et jobsnobberi, som ikke hører hjemme i et samfund som vores”.

Frederiksen adresserer altså kun, at der mangler respekt for den isolerede jobfunktion, der indebærer at fjerne hundenes efterladenskaber. Ikke nyttejobsordningen. Hun anerkender ikke, at man som kontanthjælpsmodtagere er underlagt et utal af krav fra statens side og ikke bliver betalt på lige fod med de folk, der knokler hårdt i ubekvemme job. I stedet udhuler nyttejobs det ordinære jobmarked, hvor man kun bliver betalt i form af kontanthjælp, med forskellige begrænsninger og krav, der knytter sig til den ydelse.

Men hvis der virkelig ér nytte i nyttejobs, hvorfor så ikke betale en ordinær løn med tilhørende ordinære ansættelsesregler? For hvad er man, hvis man ikke er til nytte? Så er man måske bare en hundelort. Eller måske blot en folketingspolitiker.

 

mandag, december 2nd, 2013

Lært på konference om en uddannelsesreform

En afdelingschef fra Undervisningsministeriet holdt oplæg på en konference om den kommende reform af erhvervsuddannelserne. Nedenstående er hvad jeg lærte.

  • Uddannelser skal udkonkurrere hinanden. Stor tak til Bjarne Corydon.
  • Forskning siger ét om flere undervisningstimer til elever, men politikerne mener noget andet. Og ved bedre og mere?
  • Der kommer øget fokus på implementering og styring af skolerne fra statens side. En ny type konsulent kommer på besøg på de enkelte skoler med et tilbud man ikke kan afslå.
  • Man er fra politisk side bange for at lave et ”bureaukratisk monster”. Den lader vi lige stå. I nutid.
  • Politikere fokuserer indsatser. Alle andre kalder det nedskæringer.
  • Adfærdsregulering er i højsædet ved denne reform. Der kommer nye begrænsninger i SU og højere krav. For politikerne ved jo, at eleverne udnytter systemet fordi de kan. Ikke fordi eleverne har problemer.
  • Disse begrænsninger og krav skal gøre eleverne mere målrettet. Altså hurtigere ud i arbejdsløshed end tidligere.  Desuden skal eleverne ”tage sig sammen” og ikke bare ”ligge på sofaen”.
  • Reformen har udspring i erhvervslivets klager over eleverne. Langt om længe en slags indrømmelse om, at politik udvikles på foranledning af erhvervstyper – ikke pga. visioner om det gode samfund.
  • De nuværende elever der kommer fra de eksisterende erhvervsuddannelser er et for ”dårligt materiale”. Her er afdelingschefen klar i spyttet om, at de uddannede elever hverken har deres selvstændige personlig eller er mennesker. De er slet og ret erhvervslivets materiale.
  • En gennemførselsprocent på 50 er ambitiøst. Hvis altså man ikke taler om andre typer uddannelser.
  • ”Jeg [afdelingschefen] er jo ikke politiker”. Meget vigtigt at italesætte dette semi-faktum.

Tak for det, afdelingschef fra Undervisningsministeriet. Nu ved jeg præcist hvilken konsekvens reformen får for mit arbejdsliv på en erhvervsskole og at I som ministerium er i god kontakt til jeres sektor.

 

fredag, juni 7th, 2013

Hvad nu, superhelt?

Som ivrig læser af tegneserier om superhelte i 80’erne, kan jeg næppe være biografgænger på et mere optimalt tidspunkt. Godt nok står filmen om Superman fra 1978 stadig som et hovedværk for mig, men inden for denne genre er der sket voldsomt meget på 35 år. Men hvis man har nået toppen, er den eneste rute så den nedadgående?

Efter ”The Dark Knight Rises” er instruktøren, Christopher Nolan, kommet videre efter han afsluttede sin Batman-trilogi i juli 2012. For ham er Batman nu historie og han ønsker at koncentrere sig om andre projekter. Men nok er Batman-mytologien afsluttet for hans vedkommende, men instruktørens fortolkning af superhelterollen, har revitaliseret genren i en hidtil uset grad; Film om superhelte er ikke længere en omgang kulørt underholdning, der blot skal tilsættes cola, popcorn og blandet slik. Nolan omdefinerede denne genre ved at tilsætte eksistentielle overvejelser og rå realisme (så meget som en urealistisk genre nu kan bære). Sidst, men ikke mindst, så blev farven dæmpet og de flamboyante armbevægelser mindre. Denne genfødsel startede tilbage i 2005 med “Batman Begins”, fortsatte med “The Dark Knight” i 2009 og ringen blev sidste år sluttet med “The Dark Knight Rises”. Med ét, skulle efterfølgende superhelte også være dystre og bære præg af en realisme inden for rammerne af universet.

Nuvel, tilbage i 1989 præsenterede Tim Burton sin gotiske Batman og igen i 1992 med ”Batman Returns”. Her var heltens indre mørke ligeledes i fokus, men hvad der efterfølgende skete med Batman-karakteren er en pudsig drejning: Joel Schumachers ”Batman Forever” (1995) og ”Batman and Robin” (1997) er en uhyre kulørt Batman, hvor man som tilskuer ikke er i tvivl om at universet er fantastisk. Og unuanceret. Særligt sidstnævnte film var ved at tage livet af Gothams beskytter. Så en tilbagerulning til den hyperkulørte, tyggegummi-superhelt burde ikke være et seriøst bud på genrens udvikling.

Men hvad gør superhelten i en post-Nolan-tid? Enhver instruktør der vover at iscenesætte en film om et mere eller mindre supermenneske, vil blive holdt op imod Nolan. Og den sammenligning vil sandsynligvis ikke falde ud til den pågældende instruktørs fordel. Det virker i hvert fald til, at publikum, måske foranlediget af finanskrisens helt egen dystre ”realisme”, lapper den mørke stemning i sig. Man skulle ellers tro, at publikum ønskede at anvende superheltene til hvad de er bedst til: En flugt fra hverdagens problematikker om opvask, madlavning, irriterende chefer og umulige børn, og til en verden hvor skurken er nem at udpege, grundet de utraditionelle beklædningsdele, eller mangel på samme, og hvor de gode altid triumferer.

Et meget sigende eksempel på Nolans indflydelse på genren, er den nye filmatisering af superhelten “Spider-Man”, kendt i Danmark som “Edderkoppen”. Denne helt hører til hos selskabet Marvel, hvor Batman har hjemme hos DC Comics. Til trods for, at være karakteriseret som en kulørt superhelt, også rent visuelt, med kække bemærkninger til skurke, forbrydere, myndigheder og de borgere han redder, har “The Amazing Spider-Man” (2012) taget den dystre realisme til sig: Der dykkes ned i Peter Parkers følelsesliv i relation til at blive forladt af sine forældre og hvad det gør ved et menneske, der nu er på vej til at blive voksen.

Snart får vi endnu et dystert og realistisk bud på superhelten over alle superhelte, Superman. Denne DC Comics-helt får vi at se i “Man of Steel” (2013). Udover et mere eksistentielt perspektiv, har Clark Kent rådført sig med Peter Parkers skrædder. Det bliver uhyre spændende og interessant, at opleve et realistisk bud på en karakter, der i sin essens, fysisk i hvert fald, er så langt fra menneskeracen som det overhovedet er muligt. Bag kameraet står den visuelle fantast, Zack Snyder, der overførte de grafiske romaner “300” og “Watchmen” til skærmen. Og han gjorde et fornemt stykke arbejde, hvor man som publikum ikke er i tvivl om historiernes grafiske og litterære ophav. Christopher Nolan er ikke mere færdig med genren, end han er producer på filmen om Superman. Hans navn er da også fremhævet mere end instruktørens. Denne version af Manden af Stål skal forsøge at genstarte karakteren, efter “Superman Returns” floppede tilbage i 2006. Modsat Marvel, har DC Comics ikke så mange kendte superhelte, hvor en filmatisering af DC-helten, “Green Lantern” (2011), blev alt andet end positivt modtaget.

Måske skal den moderne superhelt helt ned i mørket, før en ny drejning kan foretages. Der er en betydelig tradition i mediet for superheltenes fødsel, tegneserierne, at aflive en superhelt. Nuvel, langt de fleste genopstår på mere eller mindre mirakuløs vis, men det vil tage den dystre realisme til nye højder. Men det kræver naturligvis både mod, ressourcer og tid at bygge et univers og en fortælling op omkring en superhelt, for så at tage livet af ham eller hende. En superhelt, der trods overlegne kræfter, evner eller intellekt, alligevel må indse og lide under menneskehedens uundgåelige skrøbelighed i form af døden. Denne vinkel på superhelten har et spændende potentiale, og med den rette instruktør og manuskriptforfatter kunne potentialet blive forløst. Det helt store spørgsmål er om publikum er parat til en endnu mørkere tone hos superhelten og den efterfølgende konsekvens. For lige meget hvor dyster Nolan blev, så havde man en latent vished om at Batman nok skulle trække sig sejrrigt ud af konflikter med skurke og myndigheder. Der findes masser af tragiske helte, men endnu ingen tragiske superhelte.

Et endnu mere interessant perspektiv på superhelten, kunne være at lade superhelten følelsesmæssigt glide væk fra menneskeracen. Med inspiration fra den eneste reelle superhelt i ”Watchmen”, Dr. Manhattan, er det en spændende synsvinkel at anlægge, hvor den overlegne superhelt mere og mere føler en afkobling til menneskehedens banale, men alligevel meget komplicerede problematikker.

Det er på ingen måde givet på forhånd, at superhelten vil fortsætte sin sejrsgang, og en mætning af markedet kunne være på trapperne. Dog vidner modtagelsen af både ”The Dark Knight Rises” og ”Avengers” om det modsatte. Spørgsmålet er derfor nok nærmere hvilken drejning genren nu tager. Med tanke på hvor mangfoldigt og omfangsrigt et univers superheltene befolker, burde der være masser af muligheder for nye instruktører at tage interessante og modige livtag med genren.

Og kom så med ”Man of Steel”!

Næste side »